You are here

Hvorfor investere i Skousbo?

Roskilde Kommune inviterer nu byggebranchen og investorer til et tæt, udbytterigt og konstruktivt samarbejde omkring udvikling og bebyggelse af det nye boligudviklingsområde Skousbo.

Boligudviklingsprojektet Skousbo, som er en videreudvikling af Viby Sjælland, er beliggende i den sydlige del af Roskilde Kommune i et meget naturskønt område nær Klosterskoven og Ramsødal.

Skousbo er i kommuneplanen for 2013 udlagt som et fremtidigt boligområde, hvor der i årene frem skal opføres ca. 950 boliger i høj kvalitet og i flere forskellige boformer, bebyggelsestyper, fællesfaciliteter, landskaber og arkitektur.

Roskilde Kommune er i disse år inde i en blomstrende vækstperiode på mange områder, og iflg. prognoserne forventes det, at kommunen gennemsnitligt vil vokse med 1.432 nye borgere pr. år i perioden 2018 til 2021. I dag har kommunen godt 87.500 indbyggere, hvilket gør Roskilde Kommune til Danmarks 14. største kommune.

Hvorfor investere?

  • Stor efterspørgsel efter boliger i Roskilde Kommune

    Roskilde Kommune har siden 2008 oplevet en stigning i antallet af indbyggere på næsten 6.500. Væksten forventes, jf. analyse foretaget af Exometric februar 2018, at holde ved fremadrettet.

    Over de næste 5 år estimeres det, at kommunens indbyggertal øges med yderligere 3.700 borgere.

    Ligeledes viser analysen, at efterspørgslen på 5 års sigt kan opgøres til en bruttovolumen på omkring 6.200 boliger i Roskilde Kommune.

  • Stor efterspørgsel efter boliger i Viby Sjælland

    Også Viby Sjælland har i de senere år nydt godt af nettotilvæksten af nye borgere i Roskilde Kommune, da især yngre børnefamilier og seniorer fra bl.a. Valby og Københavns Vestegn, som ønsker flere kvadratmeter, trygge omgivelser og adgang til grønne naturområder, har valgt at bosætte sig i Viby Sjælland.

    Efterspørgslen efter boliger kan for Viby Sjælland på 5 års sigt opgøres til en bruttovolumen på omkring 2.100 boliger iflg. analyse gennemført af Exometric.

    De stadigt stigende boligpriser i København og omegnskommunerne og villigheden hos især børnefamilier og seniorer til at flytte længere væk fra Københavnsområdet, end man hidtil har været villig til, nyder Viby Sjælland dermed godt af.

    Og det er ikke alene de stigende boligpriser i København og omegn, som motiverer bl.a. flere børnefamilier og seniorer til at se sig om efter en bolig længere væk fra Københavnsområdet.

    Står valget f.eks. mellem et parcelhus på 110 m2 fra 70 – 80erne contra et nyt rækkehus i et nyt boligområde, som Skousbo i Viby Sjælland, vil man også hurtigt se, at ens drifts- og vedligeholdelsesomkostninger til den nye bolig er væsentligt lavere end for et parcelhus fra 70 – 80erne.

    Selvom det er vanskeligt helt at sammenligne et nyopført og energioptimeret rækkehus med et parcelhus fra 70 – 80erne, når der er tale om løbende drifts- og vedligeholdelsesomkostninger, så indikerer et check i markedet, at der for en nyopført bolig på ca. 110 m2 contra et parcelhus fra 70 -80erne nemt kan være en årlig besparelse på drifts- og vedligeholdelsesomkostninger i størrelsesordenen kr. 15 – 20.000.

  • Et stærkt sports- og kulturliv

    Også de sociale fællesskaber og netværk i Viby Sjælland og de mange kulturelle-, sports- og musikalske tilbud har vægtet højt hos nye tilflyttere, når de har valgt Viby Sjælland som deres nye bosætningsområde.

    Roskilde Kommune ønsker derfor på alle måder at understøtte den positive udvikling, som Viby Sjælland gennemgår i disse år og det er i det lys, at kommunen har besluttet at udlægge det nye boligområde, Skousbo, i Viby Sjælland, så man også i fremtiden kan dække behovet for nye, attraktive boliger med lave driftsudgifter for børnefamilier og seniorer.

  • Roskilde Kommune går foran i Viby Sjælland

    Visionen for udviklingen af Skousbo er, at denne sker i samspil med en sideløbende udvikling af selve Viby.

    Kommunen har derfor vedtaget, at der igangsættes en opgradering af bymidten for i alt kr. 47 mio. til et nyt biblioteks- og kulturhus, som skal huse bibliotek, lokalhistorisk arkiv, borgerservice og kulturhus samt til løft af gader og byrum.

    Herudover fortættes bymidten med nye almene boliger, en ekstra dagligvarebutik, ligesom der forventes etableret caféer, småbutikker og et nyt sundhedshus.

    Udviklingen af bymidten forventes at være gennemført i 2024.

    Investeringerne i bymidten vil også bidrage til at fastholde og videreudvikle det aktive fællesskab og sociale liv, som er så kendetegnende for Viby Sjællands indbyggere.

    Stationspladsen foran Viby Sjælland Station blev ligeledes moderniseret og udsmykket for i alt kr. 12 mio. i 2017.

    Roskilde Kommune har også frem til 2022 afsat kr. 33 mio. og yderligere kr. 38 mio. i perioden frem til 2023 – 26 til forbedring af trafikafviklingen i og omkring Viby Sjælland, herunder udvidelse af jernbaneviadukten Dalen – Ørstedvej.

    Formålet med investeringen i forbedring af trafikafviklingen er at tilgodese de mange bilister, der dagligt kører til og fra arbejde primært i Roskilde, København og Køge m.fl.

  • Viby Sjælland – Frihed, Fællesskab og god Energi

    Viby Sjælland, der i dag består af en sammensmeltning af byerne Dåstrup, Viby Stationsby og Gl. Viby, har i alt ca. 4.580 indbyggere, som er ligeligt repræsenteret i alle aldersgrupper i forhold til landsgennemsnittet. Det, som bl.a. kendetegner Viby Sjælland, udover de mange rolige, grønne og smukke naturområder, er et landsbysamfund med et utroligt stærkt lokalt engagement og sammenhold på tværs af alle aldersgrupper. Viby Sjælland har også et rigt og varieret forenings-, musik-, sports- og kulturliv for både børn, unge og ældre. Endelig er Viby Sjælland også kendt for sin stærke iværksætterkultur- og ånd med over 600 private virksomheder. Friheden til at leve det liv, man gerne vil uanset alder, er en vigtig del af Viby Sjællands dna.

  • Detailhandel

    I Viby Sjælland er der et veletableret butiksmiljø med et varieret udvalg af butikker med en god service. Viby Sjælland har høj dækningsgrad for dagligvarer – ca. 125.

Senest opdateret

20.03.2019